Live – Mest læste Håndboldnyheder

Emilie Munkø Lindholdt

Klubikon forlænger til 2029: Min kærlighed til klubben er enorm

Lasse Pedersen fortsætter i Mors-Thy Håndbold frem til 2029. Den rutinerede højrefløj har været i klubben siden 2013 og nærmer sig dermed 15 års jubilæum.

Mors-Thy Håndbold kan glæde sig over at beholde en af sine største profiler i yderligere flere sæsoner. Lasse Pedersen har forlænget sin kontrakt, så den nu løber frem til sommeren 2029.

Højrefløjen er en af de få såkaldte One Club Players i den danske Herreliga, og hans tilknytning til klubben rækker langt ud over banen. Han lægger heller ikke skjul på, at relationen til klubben har været afgørende for beslutningen om at forlænge.

“Jeg har svært ved at se mig selv uden Mors-Thy Håndbold – men også at se klubben uden mig. Og min kærlighed til klubben er stadig helt enorm. Jeg kunne godt have valgt anderledes og bedre økonomiske aftaler undervejs, men den tryghed og den rolle, jeg har her i klubben, vejer mere for mig end alt andet,” siger Lasse Pedersen på klubbens hjemmeside.

Lasse Pedersen kom til Mors-Thy Håndbold i 2013 og har siden været en central del af klubbens udvikling. Han er samtidig klubbens topscorer gennem tiderne og bliver af den administrerende direktør, Ian Marko Fog, fremhævet som en vigtig kulturbærer.

Direktøren fremhæver samtidig Pedersens stabilitet og betydning for de sportslige resultater, hvor Mors-Thy i de senere år har nærmet sig top fire i Herreligaen og kvalificeret sig til europæisk håndbold:

“Det er ikke hverdagskost, når en spiller bliver 15 år i samme klub i sin seniorkarriere. Det viser, hvor stort hans blå hjerte er. Han har haft flere lukrative tilbud gennem sin karriere, og derfor er vi yderst stolte over, at han igen har valgt os som klub,” siger Ian Marko Fog.

Med kontraktforlængelsen er der dermed lagt op til flere sæsoner med en af Mors-Thy Håndbolds mest markante profiler gennem de seneste 13 år.

Live – Mest læste Håndboldnyheder

Live – Mest læste FODBOLDnyheder