Når Emil Bergholt efter sommerferien skifter Skjern Håndbold ud med Flensburg-Handewitt, bliver det med blandede følelser.
Den danske landsholdsstreg lægger nemlig ikke skjul på, at et comeback til den grønne trøje sagtens kan blive aktuelt senere i karrieren.
– Det er mærkeligt, og jeg tror stadigvæk ikke helt, at det er gået op for mig, at det var dét for nu. Jeg udelukker jo ikke en tur tilbage, siger Bergholt til TV 2 Sporten.
Afskeden markerer afslutningen på en sæson med flere forstyrrelser omkring Skjern Håndbold.
Klubben valgte tidligere på sæsonen at afskedige cheftræner Mathias Madsen, og sportsligt lykkedes det heller ikke at spille sig blandt de sidste fire i kampen om det danske mesterskab.
Samtidig blev sæsonen også særlig for Bergholt på det personlige plan.
Under EM-slutrunden i januar blev han far, mens han var afsted med det danske landshold, og stregspilleren har generelt haft en stærk sæson, der også har budt på mere fast spilletid i rødt og hvidt.
Nu venter Bundesligaen og Flensburg-Handewitt, men Bergholt gør det klart, at forbindelsen til Skjern langt fra nødvendigvis er slut.
– Så det er jo lidt ambivalent at sige farvel, men måske på gensyn, siger han til TV 2 Sporten.





























