Mathias Gidsel har været en del af de største sæsoner i Füchse Berlins historie.
Tysk mesterskab, pokaltitel og to Champions League-finaler i træk. Men finalerne endte begge med nederlag, og det satte sig i den danske verdensstjerne.
I sit nyhedsbrev The Gidsel Circle fortæller Gidsel, at han hen over sommeren havde brug for at være ærlig over for sig selv. Ikke i betydningen, at han var på vej væk fra håndbolden, men fordi det mentale pres efter endnu et finalenederlag skulle bearbejdes.
“Jeg vidste virkelig ikke, om jeg havde kræfterne i mig til at jagte endnu en Final4-sejr i endnu et år,” skriver Mathias Gidsel ifølge hand-news.
Det handler derfor ikke om et egentligt karrierestop, men om noget mere menneskeligt: behovet for at stoppe op efter en sæson, hvor alt er blevet investeret, og hvor man alligevel står tilbage med skuffelsen.
For Füchse Berlin har de seneste år været historiske. Klubben har løftet sig op blandt Europas absolutte tophold, og Gidsel har været en af hovedårsagerne. Netop derfor bliver forventningerne også enorme.
Når man år efter år lægger alt i jagten på de største titler, kan et finalenederlag ikke bare pakkes væk dagen efter.
Ifølge Gidsel blev sommerens løbeture i Danmark en del af processen. Her fandt han gradvist tilbage til følelsen af, at han stadig havde mere at give. Senere slog han personlige rekorder i de fysiske test ved opstarten til den nye sæson.
Det blev et konkret tegn på, at kroppen stadig svarede.
Men måske endnu vigtigere: At hovedet også var ved at være klar igen.
Gidsel beskriver selv, at det svære ikke er at fortsætte, når alt går godt. Det svære er at begynde forfra, mens skuffelsen stadig sidder i kroppen.
Det er netop den del, der gør udtalelserne interessante. For bag billedet af verdens bedste håndboldspiller findes også en spiller, der skal finde energi, mening og motivation efter de største nederlag.
Nu går Gidsel og Füchse Berlin ind til endnu en sæson med store ambitioner.
Målet er stadig at vinde. Men for Gidsel handler det også om noget mere dagligt og konkret: at kunne se sig selv i spejlet og vide, at arbejdet er blevet lagt.
