Nicolej Krickau og Füchse Berlin er efter aftenens kvartfinalesejr mod det ungarske storhold Veszprem klar til Champions League Final-4 stævnet i Köln for andet år i træk.
Den tyske hovedstadsklub fik den absolut bedste start på opgøret, og i løbet af første halvleg foran med hele seks mål. Veszprem som havde vundet det første opgør med et enkelt mål fik kæmpet sig tilbage i opgøret, og kunne gå til pause bagud med blot to mål.
Og blot få minutter inde i anden halvleg kunne gæsterne fra Veszprem komme op og få kontakt med Füchse Berlin, og herfra bølgede kampen frem og tilbage mellem de to mandskaber. Derfor skulle kvartfinaleopgøret selvfølgelig afgøres på straffekast, og med en scoring til sidst af den danske stjerne Mathias Gidsel, kunne Füchse Berlin juble over billetten til Final-4 stævnet i midten af juni.
“Jeg har enorm respekt for den mentalitet og kampånd, Veszprém udviste i disse to kampe. Vi holdt ofte føringen, men de blev ved med at kæmpe sig tilbage i kampen igen og igen. Naturligvis er vi mere end stolte, da det at nå til Köln er en utrolig svær bedrift. I sidste ende kunne det virkelig være gået begge veje – det var et møntkast – men nogle gange har man bare brug for den lille smule held. Heldigvis var det på vores side i dag. Begge hold fortjente at nå til Köln. Vi er absolut overlykkelige.” siger Krickau til klubbens hjemmeside.
Udover Füchse Berlin har også det spanke mesterhold Barcelona og Aalborg Håndbold sikret sig en plads til Final-4 i Köln. Den sidste semifinalist skal findes i morgendagens opgør, hvor de forsvarende mestre fra SC Magdeburg møder det ungarske tophold Pick Szeged.




























