Krise i Kolding: Flere spillere smides på porten
Kristian Stoklund, der for fem måneder blev hentet til KIF Kolding, ser ud til at være færdig i klubben. I følge TV2 Sport har Stoklund, sammen med Mathias Hedegaard, Mads Kragh Thomsen, Anton Hellberg og Mathias Mailand fået besked om, at de ikke skal forvente spilletid fremover og at de bør begynde at se sig om efter en ny arbejdsgiver.
For KIF Kolding er en klub i krise og sportschef, Lars Christiansen, erkender også, at ovenpå den skuffende første del af sæsonen, er klubben nu på udkig efter løsninger:
“Vi står i en situation, som vi er nødt til at ændre på. Det er derfor, vi har handlet, som vi har handlet. Vi har haft en snak med alle spillere, hvor vi har talt om roller, forventninger til hinanden, udsigt til spilletid og den slags. Nu har vi fået en ny træner ind, og jeg synes, det er mest fair og ærligt at fortælle folk, hvad deres roller er og bliver,” siger Lars Christiansen til TV2 Sport,.
Aktuelt ligger KIF Kolding tredjesidst i ligaen og er dermed i fare for nedrykning. Lars Christiansen fortæller, at en trup på 20 mand er for stor og at de dermed er i gang med at luge ud. På trods af den store trup hentede KIF Kolding alligevel Viktor Ahlstrand med øjeblikkelig virkning for nylig, mens Frederik Tilsted, der lige nu spiller i GOG, også rygtes til klubben.