Henrik Kronborg har for nylig sat punktum for sin tid som assistenttræner for det danske herrelandshold, og nu er det især minderne og refleksionerne, der fylder.
Efter mere end 20 år i dansk håndbold og hele 14 slutrunder har han været en del af en periode, hvor Danmark har markeret sig som en af verdens absolut stærkeste nationer. Kronborg har blandt andet oplevet flere finaler ved både VM, OL og EM og har været med hele vejen omkring holdet.
Beslutningen om at stoppe har været undervejs i noget tid og kom efter de seneste mesterskaber, hvor han begyndte at overveje næste skridt i karrieren.
“Jeg kigger også tilbage med stolthed over de ting, som vi har nået sammen. At kunne være en del af et dansk landshold, som jeg med afstand mener, er verdens bedste håndboldhold. Det er jeg bare virkelig glad og taknemmelig over. Og jeg meget, meget stolt over at kunne slutte på den her måde.”, siger Henrik Kronborg til TV 2 Nord.
Fremover fortsætter Kronborg i Aalborg Håndbold, hvor han nu kan rette fuldt fokus mod klubarbejdet og det kommende slutspil i den danske liga, som for aalborgensernes side starter i dag.




























