Mads Svane må en tur på operationsbordet. Siden slutspillet i april har han døjet med problemer i sit venstre knæ og selvom han har brugt sommeren på genoptræning, har det ikke været nok til at få bugt med skaden. Derfor skal Mads Svane opereres tirsdag.
Det er endnu uvist, hvor lang en pause operationen kommer til at medføre. Selv forventer Svane dog ikke at være klar, når landsholdet samles igen til efteråret:
“Det er et mindre indgreb, så jeg er fortrøstningsfuld, men længden på pausen bliver afhængig af, hvad de ser, når de åbner knæet,” siger han i følge TV 2 Sport.
Hvornår Mads Svane igen kan være tilbage på håndboldbanen, bliver dermed først klarlagt efter operationen, men det lader til, at han må se langt efter den kommende landsholdssamling.





























