Team Esbjerg tog et stort skridt mod DM-finalen med en knusende sejr over Ikast.
37-21 endte den første semifinale i Bambuni Kvindeligaen, hvor Esbjerg efter en lidt ujævn start fik fuld kontrol og trak markant fra.
På lægterne sad landstræner Helle Thomsen, der fulgte opgøret på tæt hold.
Efter kampen var hun ikke klar til at kalde semifinalen kedelig. Men hun lagde heller ikke skjul på, at det ikke blev en af de kampe, der bliver siddende længe.
“Nej, jeg synes ikke, at den var kedelig, men den går nok ikke i historiebøgerne for mit vedkommende,” siger Helle Thomsen til TV 2 SPORT.





























