Live – Mest læste Håndboldnyheder

Anders T. Willumsen

Landstræneren skarp i mælet: Derfor er Aalborg-stjerne uundværlig til VM på hjemmebane

Alfred Gislason ser Tyskland tættere på verdens absolutte top end tidligere. Men frem mod hjemme-VM i 2027 peger landstræneren stadig på tre spillere, som holdet har svært ved at undvære.

Tyskland nærmer sig hjemme-VM i januar 2027 med store forventninger.

Efter to sølvmedaljer i træk, ved OL i 2024 og EM i 2026, begge efter finalenederlag til Danmark, er ambitionen klar. Tyskland vil tage det sidste skridt foran egne fans.

Alfred Gislason mener også, at afstanden til toppen er blevet mindre. Danmark står fortsat som det klare pejlemærke, men den tyske landstræner vurderer, at Tyskland nu er rykket op i laget lige bag danskerne sammen med Frankrig.

Alligevel er der stadig forskel på bredden. Ifølge Gislason har Danmark en dybde, som Tyskland endnu ikke kan matche på alle positioner. Derfor er nogle spillere fortsat svære at erstatte.

“Johannes Golla, Julian Köster og Andreas Wolff. Det er vores akse,” siger Alfred Gislason ifølge handball-world.news. Det er ikke svært at forstå logikken. Wolff er den store profil på mål, Golla binder midterforsvaret og stregspillet sammen, mens Köster med sin størrelse, duelstyrke og defensive betydning er en af de spillere, der giver Tyskland international tyngde.

Gislason peger dog også på, at situationen er bedre end tidligere. Ved VM i 2025 var Tyskland hårdt ramt af skader, og især Golla og Köster måtte tage et enormt ansvar centralt. De fik næsten ingen pauser, og det gjorde holdet sårbart.

For det spektakulære og uforudsete spil er Renars Uscin og særligt Aalborg Håndbolds Juri Knoor dynamoerne i angrebet – de to har et umanerlig højt topniveau der skal byde de øvrige nationer op til dans, og tippe sejren i tyskernes favør. Og måske Nils Lichtlein bliver spillet der kan sætte de to store stjerner i scene på sigt.

Nu er bredden større. Tom Kiesler, Matthes Langhoff og Justus Fischer har givet Gislason flere muligheder i forsvaret, og det betyder, at Tyskland ikke længere er helt så afhængige af de samme få spillere i alle kampens faser.

Det ændrer dog ikke på, at Golla, Köster og Wolff fortsat ligner fundamentet under det tyske hold. Hvis Tyskland skal omsætte de seneste års sølvmedaljer til guld ved hjemme-VM, skal den akse både være klar, frisk og ramme topniveauet.

For Gislason er opgaven derfor dobbelt. Han skal bygge mere bredde ind i holdet, men uden at miste den kerne, der har bragt Tyskland tilbage i verdenseliten.

Live – Mest læste Håndboldnyheder

Live – Mest læste FODBOLDnyheder