Landstræners søn vinder VM
Det tyske hold vandt 44-43 efter forlænget spilletid, efter at stillingen ved den ordinære tid var 37-37. I slutsekunderne var det Kalle Gaugisch – søn af kvindelandstræner Markus Gaugisch – der med en scoring tre sekunder før tid sikrede Tyskland forlængelse og banede vejen til VM-titlen.
Hos SG Flensburg-Handewitt kan man også glæde sig over en verdensmester. Den unge stregspiller Moritz Detlefsen, der tidligere på efteråret fik sin debut i European League mod St. Raphael, var en del af guldholdet. Han scorede fire mål under turneringen og ramte på samtlige sine forsøg.
For det tyske håndboldforbund (DHB) fuldender sejren et historisk år på ungdomssiden. I juli vandt de tyske U19-kvinder EM-guld, og i august sikrede U19-herrerne sig verdensmesterskabet.
”Det her er et historisk resultat, der vil stå som et højdepunkt i vores håndboldhistorie,” siger DHB-præsident Andreas Michelmann.
Den tyske U17-triumf kom efter fire overbevisende sejre på vejen til finalen – alle med mindst 17 måls forskel. Men det var først i finalen, at holdet for alvor blev presset, og netop dér viste de unge tyskere deres karakter.