Live – Mest læste Håndboldnyheder

Patrick Andersen

Larvik styrker bagkæden

Larvik HK henter playmakeren Mari Myrland fra Follo på en toårig aftale, og den 24-årige ser skiftet som næste skridt i sin udvikling.

Larvik HK styrker bagkæden til næste sæson.

Den norske traditionsklub har hentet 24-årige Mari Myrland, der skifter fra Follo og har skrevet under på en toårig kontrakt. Det oplyser Larvik på klubbens hjemmeside.

Myrland er vokset op på Slemdal i Oslo og begyndte håndboldkarrieren i Njård. Siden gik turen til Ullern og derefter Aker, hvor hun spillede på eliteniveau fra 2021. I 2024 skiftede hun til Follo, hvor hun gennem to sæsoner har fået en større rolle og taget klare skridt som eliteseriespiller.

Nu venter Larvik.

“Jeg har haft to meget fine sæsoner i Follo, hvor jeg har trivedes rigtig godt og virkelig taget skridt som eliteseriespiller. Jeg er blevet meget tryggere i rollen og følte, at jeg var klar til at tage skridtet videre til nye udfordringer,” siger Mari Myrland til Larviks hjemmeside.

For Myrland var valget oplagt, da muligheden for at skifte til Larvik opstod.

“Larvik er en meget traditionsrig klub, som jeg så op til, da jeg var yngre. De spiller en fed håndbold, som passer mig godt,” siger hun.

Den nye Larvik-spiller beskriver sig selv som en playmaker, der gerne tager ansvar i det taktiske spil. Hun fremhæver hurtighed og dueller som nogle af sine klare styrker, men vil også udvikle sit skud yderligere.

“Jeg er meget glad for at tage ansvar og involvere mig i det taktiske spil, og jeg synes, det er sjovt at gøre mine medspillere gode. Samtidig kan jeg godt lide at tro, at jeg er alsidig og også kan tage skud bagfra i banen, selv om det ikke er min spidskompetence,” siger Mari Myrland.

Hun har foreløbig spillet 149 kampe i den norske eliteserie for Aker og Follo og scoret 334 mål. Den seneste sæson blev hendes mest målrige hidtil.

Ved siden af håndbolden læser hun jura ved Universitetet i Oslo, og ambitionen er at fortsætte studierne, sandsynligvis på deltid og online.

På banen er målet klart.

“Målet er at blive så god som muligt. Jeg har høje ambitioner og målsætninger, så må vi se, hvor det fører hen,” siger Mari Myrland.

Live – Mest læste Håndboldnyheder

Live – Mest læste FODBOLDnyheder