LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Nicoline Holden

Liga dommer skriver opfordring til Aalborg fans på Facebook

Efter en dramatisk kamp i lørdags har dommer Henrik Grønvald Nielsen prøvet at åbne en dialog med utilfredse fans på Facebook.

I lørdags spillede Aalborg Håndbold imod Skjern, og det endte i en uafgjort kamp med resultatet 29-29.

Det var dog ikke alle i hallen, der var lige tilfredse med dette, og derfor følte dommeren sig nødsaget til efterfølgende at skrive ud på Facebook til Aalborg-tilhængerne.

"Med risiko for at sætte mig selv i skudlinjen vil jeg gerne række ud til jer for at drøfte de enkelte kendelser," skriver Henrik Grønvald Nielsen på Facebook.

Han dømte kampen sammen med sin kollega Jakob Hansen.

Under kampen var det tydeligt, at Aalborg-fansene var utilfredse med flere kendelser, og det mærkede dommerne med både buhråb og pift. Det fik Henrik Grønvald Nielsen til at opfordre til en dialog mellem ham og Aalborg-fansene i et opslag på Facebook, som han delte i en lukket Aalborg-fangruppe.

"Det er nemt bare at sige, at vi var dårlige osv., men lad os prøve at kigge på de enkelte situationer, som I mener ikke var korrekte. Måske kan det give lidt forståelse for, hvordan vi som dommere ser og skal agere i de enkelte situationer. Derfor svarer jeg alle, der har en saglig og sober tone, og som er konkrete med en bestemt kendelse, de var uenige i," skriver Henrik Grønvald Nielsen blandt andet i opslaget.

Opslaget har fået 265 kommentarer, og Henrik har besvaret alle spørgsmål om dommerkendelser, der er blevet stillet i kommentarfeltet.

Formanden for dommerudvalget, Claus Gramm Pedersen, fortæller, at dommerne selvfølgelig ønsker mere åbenhed i sporten, men han bemærker også, at der er en grund til, at dialogen er ført i en lukket gruppe.

"Vi arbejder meget med åbenhed, og vi vil gerne åbne op for vores sport. Vores dommere skal ikke være bange for at udtale sig. Vi lovgiver ikke om, hvor dommerne agerer. Det er dog ingen hemmelighed, at vi ikke synes, at sådan et opslag på en lukket side er verdens bedste idé," fortæller han til TV 2 Sport.

TV 2 Sport har forsøgt at få et interview med Henrik Grønvald Nielsen, men han ønsker ikke at stille op. Han skriver til dem, at grunden til opslaget egentlig var at give en forståelse for, hvordan dommerne ser de enkelte situationer, og samtidig give fansene et bedre indblik i reglerne i forhold til dommernes ageren under en kamp.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder