Live – Mest læste Håndboldnyheder

Patrick Andersen

Ligadirektør efter klubafklaring: Det glemmer jeg ikke

Louise Svalastog lægger ikke skjul på, hvad de seneste uger har kostet.

Den administrerende direktør i København Håndbold stod den 13. maj offentligt frem og fortalte, at klubben befandt sig i den sværeste periode, hun havde oplevet som direktør.

Nu fortæller hun på Facebook, at København Håndbold er kommet i mål.

“I dag kan jeg heldigvis sige: København Håndbold er i mål! Det har dælme holdt hårdt”, skriver Louise Svalastog.

Hun beskriver en periode præget af svære samtaler, bekymringer og et stort ansvar for at finde en vej frem. Men også en periode, hvor klubben har mærket en opbakning, der har gjort indtryk.

Ifølge Svalastog er støtten kommet fra fans, frivillige, tidligere spillere, virksomheder, samarbejdspartnere og mennesker omkring klubben, der har delt, bidraget eller sendt opmuntrende beskeder.

For direktøren har det også været vigtigt at være åben undervejs.

“Jeg synes, det er vigtigt at stå frem, også når tingene er svære. Ikke kun når der er medaljer, sejre og gode historier at dele. Derfor betyder det også ekstra meget at kunne dele denne nyhed”, skriver hun.

Nu kan København Håndbold igen se fremad. Ifølge Louise Svalastog skal alt, der kommer ind fra nu af, bruges på at styrke holdet og skabe de bedst mulige rammer for den kommende sæson.

“Af hjertet tak til alle, der har stået sammen med os. Det har betydet mere, end I aner. Det glemmer jeg ikke”, skriver Louise Svalastog.

Live – Mest læste Håndboldnyheder

Live – Mest læste FODBOLDnyheder