Nordsjælland Håndbold forstærker bagkæden markant midt i sæsonen. Klubben har sikret sig den 22-årige venstre back Daniel Stanciuc, som skifter fra den rumænske storklub og Champions League-deltager Dinamo București med øjeblikkelig virkning.
Aftalen mellem parterne løber frem til sommeren 2028.
Trods sine blot 22 år ankommer Stanciuc med et flot CV. Han har spillet Champions League for Dinamo București siden 2023, er noteret for 18 A-landskampe for Rumænien og imponerede stort ved U21-VM i 2025, hvor han tegnede sig for 53 scoringer.
Hos Nordsjælland Håndbold var der ingen tøven, da åbningen bød sig:
”Da muligheden for at hente Daniel opstod, var vi ikke i tvivl om, at vi skulle slå til. Vi får en ung spiller med et stort potentiale og værdifuld erfaring fra international håndbold, som vi glæder os til at se udfolde sig i Nordsjælland Håndbold,” siger direktør Kim Scheuer Nielsen.
Cheftræner Lasse Folkmann har længe holdt øje med den unge rumæner og ser ham som et oplagt match:
”Jeg har fulgt hans udvikling gennem de seneste par sæsoner og er overbevist om, at han vil passe rigtig godt ind i vores tempofyldte spillestil i Nordsjælland. Han er en dynamisk og målfarlig spiller, som besidder stærke kompetencer i det direkte spil. Samtidig kommer han med værdifuld erfaring fra både det rumænske landshold og Champions League, som kan bidrage positivt til vores udvikling,” forklarer Folkmann.
For hovedpersonen selv var et skifte til dansk håndbold det naturlige næste skridt i karrieren:
”Jeg har længe gerne villet spille i en stærk liga, og Danmark er det rigtige sted for mig at fortsætte min personlige udvikling som håndboldspiller. Valget af Nordsjælland Håndbold skyldes i høj grad den plan, jeg er blevet præsenteret for, og de spillemæssige ting, jeg allerede har talt med Lasse om. Jeg håber, at jeg hurtigt kan blive en forstærkning for holdet og bidrage til, at vi sammen kan jagte en masse sejre,” slår Daniel Stanciuc fast.
Daniel Stanciuc slutter sig til truppen inden længe, hvor han trækker i trøje nummer 44.




























