TTH Holstebro fik den reaktion, holdet havde brug for efter nederlaget til Skjern.
På udebane mod Skive fH blev det til en overbevisende 38-29-sejr. TTH førte 17-14 ved pausen, men det var efter sidebyttet, at kampen for alvor blev afgjort.
Skive fH var kun to mål efter tidligt i anden halvleg, men herefter trak gæsterne fra. Gustavo Capdeville leverede 16 redninger, mens Emil Grønbech blev topscorer med 10 mål.
Arnór Atlason var især tilfreds med den måde, spillerne holdt fast i planen på efter nederlaget få dage tidligere.
“Jeg synes, vi holder os til det, vi har aftalt, hele kampen igennem. Den disciplin er jeg rigtig glad for at se både offensivt og defensivt.”, siger han til klubbens hjemmeside.
Sejren sender TTH op på fem point, mens næste opgave bliver pokalkampen ude mod TMS Ringsted tirsdag 22. september.





























