Der var håndboldfest og tilskuerrekord i Zürich med 11.600 tilskuere på lægterne, men på banen viste Nikolaj Jacobsens danske verdensmestre klassen og besejrede Schweiz med 33-24 i EHF Euro Cup.
Den schweiziske landstræner Andy Schmid måtte se sine spillere komme skævt ud af starthullerne i begge halvlege, men hæfter sig ved modet til at blive stående i ilden mod overmagten.
Til eurohandball.com udtrykker Schmid stolthed over holdets moral:
“Allerede i de første fem minutter kunne man mærke, at det her var en helt særlig kamp. Vi fik ikke den bedste start og spillede alt for langsomt, hvor vores målvogter holdt os inde i opgøret. Derefter fik vi bedre flow i bolden og spillede med mere mod. Vi startede anden halvleg lige så dårligt, hvis ikke værre, hvilket var et stort tilbageslag, men vi formåede alligevel at blive i kampen. I dag testede vi os selv mod det bedste hold, og overordnet set er jeg tilfreds med vores præstation.”





























