Magnus Saugstrup: Fra D-hold til OL
Om meget kort tid rejser det danske herrelandshold afsted mod OL. En af spillerne er Magnus Saugstrup, som oprindeligt kommer fra den nordjyske by Gistrup. Den robuste stregspiller, der til daglig spiller for de tyske mesterskabskæmpere SC Magdeburg, har en tyggegummivane, og han har derfor pakket rigeligt med tyggegummi til den kommende slutrunde.
Men hvordan er han kommet fra den lille nordjyske by til at være en af de bedste stregspillere i hele verden? Magnus startede med at spille håndbold på sin storebrors hold. De havde et d-hold. Det vil sige, at de havde nogle spillere, som de kunne tage med, hvis de ikke var nok. En dag manglede de en spiller, og så var Magnus med. Han syntes, at det var sjovt, og han fortsatte derfor med at spille med dem, selvom de var ældre end ham.
Den stærke stregspiller har ikke altid stået inde på stregen og slåsset med forsvaret. Dengang han spillede i Nøvling, var det som back eller playmaker.
“Det var, da jeg var omkring 16-18 år, at jeg lavede skiftet. Jeg var ikke første mand på holdkortet, og så var det en måde at få mere spilletid på,” forklarer Magnus Saugstrup om sit positionsskifte til TV2 Nord.
Nu er Magdeburg-spilleren klar til at tørne ud for Danmark for anden gang ved OL. I 2021 fik han nemlig OL-debut og spillede sit første OL for tomme tribuner. Derfor ser han ekstra meget frem til denne OL-slutrunde, hvor der forhåbentlig vil være godt gang i hallen.
“Det er sindssygt stort at skulle med igen. Sidst var der ingen tilskuere, så det bliver alligevel en ny oplevelse, selvom man har været afsted før,” forklarer han til TV2 Nord.
Endnu en gang skal Magnus Saugstrup undvære familien, men det er ikke helt uvant for ham, for i Bundesligaen har de 17 udekampe og europæiske kampe, som ofte kræver endnu mere transporttid end de tyske udebanekampe. Men i hans normale hverdag har han også en del fritid, da en træning ofte varer tre til fire timer, og derefter er resten af dagen i princippet fritid. På den måde er der tid til kæreste og familie der.
Magnus Saugstrup har store forventninger til den kommende OL-slutrunde, da han tydeligt husker sidste OL, hvor Danmark snævert tabte finalen til Frankrig 25-23. Nu rejser han sammen med resten af herrelandsholdet til Paris med drømmen om at tage guldet med retur til Danmark.
Danmark åbner OL i Paris den 27. juli, hvor de møder Frankrig.