Malthe Bull forlader efter denne sæson sin barndomsklub Mors‑Thy Håndbold og tager næste skridt i karrieren i Fredericia Håndbold. HBOLD har talt med den unge fløjspiller om beslutningen, forventningerne og afskeden med klubben, hvor han har tilbragt hele sin håndboldopvækst.
Bull fortæller, at flere ting pegede i retning af et skifte, og at Fredericia hurtigt blev det naturlige valg.
“Jeg syntes, der var mange ting, som talte for at skifte. Det er først og fremmest en klub med enormt store ambitioner og vil spille med i toppen af dansk håndbold. Derudover tror jeg, at jeg kan lægge flere lag på mit spil og udvikle mig markant.”
I Fredericia håber han at kunne sætte sit præg fra første dag.
“En glad og energisk holdkammerat, som vil gøre alt for at vinde. Min speed og kontraspillet er helt klart også mine spidskompetencer, som man hurtigt vil kunne se på banen. Udover dette er jeg også en uhyggelig god Whist‑spiller.”
Om timingen for skiftet er han ærlig: Det er umuligt at vide på forhånd, men han føler sig klar til nye udfordringer.
“Det er jo svært at sige på forhånd, men jeg er også et sted, hvor jeg gerne vil prøve mig selv af i nye og uvante rammer, samt tænke på hvor jeg kan udvikle mig mest”
Afskeden med Mors‑Thy bliver følelsesladet. Her har han både vundet titler og taget store skridt som spiller og menneske.
“Det har været en vild rejse, jeg har været på. Fik skrevet historie i klubben med to gange ungdoms‑DM guld og har haft tre fede seniorår med en masse gode oplevelser. Nu går turen videre, godt nok ikke i MTH, men i en anden klub. Jeg glæder mig til at se jer alle i hallerne igen.”
Og selvom meget bliver nyt, er der én ting, han allerede ser ekstra meget frem til i Fredericia.
“Jeg glæder mig til mange ting, men den ting jeg glæder mig allermest til er nok at have HK Ultras i ryggen fremfor imod en. Hjemmebanen taler jo for sig selv, og jeg ser frem til at opleve den i den røde trøje.”
Malthe Bull tager dermed hul på et nyt kapitel – med ambitioner, energi og en klar tro på, at Fredericia er det rette sted at fortsætte udviklingen.





























