Mathias Gidsel skrev sig torsdag aften ind i historiebøgerne, da han med vanvittige 17 scoringer mod FC Porto tangerede scoringsrekorden for en enkelt kamp i Champions League.
Mens den danske verdensstjerne høster overskrifter verden over, var rekorden i næsten 17 år ejet af et navn, de færreste uden for Spaniens grænser genkender: Jesús Martínez de la Cal.
Den spanske venstrefløj, kendt under kælenavnet “Chuchi”, spillede kun en enkelt sæson i Europas fineste klubturnering. Alligevel satte han en milepæl, der skulle stå urørt fra 2009 og frem til Gidsels magtdemonstration i Berlin.
Magisk aften i Grækenland
Datoen var den 11. november 2009. Den dengang 29-årige spanier stillede op for barndomsklubben Valladolid i et Champions League-gruppespilsopgør mod græske PAOK Thessaloniki.
Her gik alt op i en højere enhed. Valladolid udraderede værterne med 37-27, og Martínez tegnede sig for intet mindre end 17 mål. Tre af scoringerne faldt på straffekast, fem på kontraangreb, og resten fra stort set alle tænkelige vinkler.
“17 scoringer. Wow. Det er et af de smukkeste minder, jeg har i mit liv og i min professionelle karriere,” har Martínez tidligere udtalt til Det Europæiske Håndboldforbund (EHF).
Modsat Gidsel – der gentog bedriften helt uden straffekast og i forvejen er vant til topscorertitler ved OL, EM og VM – kom præstationen som et chok for spanieren selv. Han havde aldrig før i sin karriere lavet mere end 14 mål i en professionel kamp.
Med de 17 kasser overgik spanieren stjerner som Gudjon Valur Sigurdsson og Mikail Usachov, der begge havde rekorden med 16 mål, mens navne som Uwe Gensheimer, Kyung-Shin Yoon og Mikkel Hansen gennem tiden må nøjes med en personlig rekord på 15 scoringer.
Stopper kort efter rekordsæson
Triumfen i Grækenland blev dog kulminationen på en alt for kort karriere på den helt store scene.
Martínez var en lokal helt i Valladolid, hvor han vandt Copa Asobal i 2002 og nåede flere europæiske finaler. Karrierens største øjeblik faldt i foråret 2009, da klubben triumferede i Pokalvindernes Turnering over HSG Nordhorn – en sejr, der netop sikrede adgangsbilletten til den efterfølgende Champions League-sæson.
Det blev spanierens eneste optræden i turneringen. Plaget af skader blev han tvunget til at indstille karrieren allerede i 2010 i en alder af blot 29 år – få måneder efter sit livs kamp.
Nu, næsten 17 år senere, må den spanske kultspiller dele tronen med Mathias Gidsel.




























