ROYAL ARENA (AMAGER, HBOLD.DK): Den danske verdensstjerne har været igennem endnu en sæson med massivt pres, store forventninger og afgørende kampe for både klub og landshold.
Derfor kommer pausen på et kærkomment tidspunkt for den danske profil, der ikke lægger skjul på, at batterierne skal lades op inden sæsonens afgørende fase.
– Jeg skal hjem og trække stikket i tre dage, og det tror jeg er lidt vel undt ikke skulle tænke på håndbold i de næste tre dage. Så jeg skal egentlig ikke lave noget. Jeg har ikke planlagt noget. Jeg skal bare hjem og trække stikket, slå hovedet fra og så lige smide benene op, siger Mathias Gidsel til HBOLD.dk.
Selvom kalenderen for en kort stund bliver tømt for håndbold, ved Gidsel også godt, at alvoren hurtigt vender tilbage igen. De sidste kampe i sæsonen bliver altafgørende, og meget står stadig på spil.
– Jeg har 6-7 kampe tilbage, hvor det hele skal afgøres, siger han.
Ifølge håndboldekspert Lars Rasmussen er pausen ikke bare vigtig – den er nødvendig for en spiller som Gidsel.
– Når man spiller så mange kampe med så stort ansvar som Mathias Gidsel gør, så bliver de mentale pauser mindst lige så vigtige som de fysiske. Han er konstant i centrum og spiller med et enormt pres på skuldrene, siger Lars Rasmussen.
Eksperten peger samtidig på, at netop evnen til at koble af kan blive afgørende i den afsluttende del af sæsonen.
– De største profiler ved godt, hvornår de skal restituere mentalt. Hvis Gidsel skal være helt skarp i de kampe, der venter nu, så er det vigtigt, at han får lov til at trække vejret og komme væk fra håndbolden i nogle dage, vurderer Lars Rasmussen.
For selv verdensstjerner har brug for pauser.
Og selvom Mathias Gidsel igen har leveret på allerøverste hylde gennem sæsonen, handler de kommende dage ikke om træning, taktik eller topkampe – men om at lade kroppen og hovedet finde ro, inden jagten på endnu flere triumfer for alvor går ind i sin afgørende fase.





























