Live – Mest læste Håndboldnyheder

Patrick Andersen

Melsungen-stjerne opereret efter European League-finale

Timo Kastening er blevet opereret efter en skade, han pådrog sig i European League-finalen. MT Melsungens anfører forventes at være ude i otte til 12 uger.

Timo Kastening går en begivenhedsrig sommer i møde med både bryllup, en operation og udsigten til at blive far.

Den tyske landsholdsspiller blev den 25. juni gift med sin Lisa i Kassel. Datoen var samtidig både Kastenings 31-års fødselsdag og hustruens fødselsdag.

Kort efter brylluppet måtte MT Melsungens anfører en tur på hospitalet.

Kastening pådrog sig en skade i højre fod under finalen i European League. Først forsøgte han at komme sig gennem konservativ behandling, men da den ikke havde den ønskede effekt, blev en operation nødvendig.

“En spore havde løsnet sig i hælen. En specialist fra München anbefalede en operation,” siger Timo Kastening.

Operationen er forløbet planmæssigt, men højrefløjen forventes at gå glip af en stor del af MT Melsungens sæsonforberedelse. I den kommende tid skal han benytte en særlig støvle, der mindsker belastningen på foden.

“Det kan tage mellem otte og 12 uger,” siger Kastening.

Skaden ærgrer MT Melsungens sportsdirektør Jesper Larsson, da Kastening har en central rolle på holdet.

“Det er særligt uheldigt for os, at Timo er ude i forberedelserne til den nye sæson. Som anfører og leder spiller han en vigtig rolle både på og uden for banen. Det gør det endnu mere bittert, at skaden opstod i finalen i European League, hvor han gav alt for at vinde titlen med MT,” siger Jesper Larsson.

Rehabiliteringen falder samtidig sammen med, at Kastening og hans hustru forbereder sig på at blive forældre. Parrets første barn ventes i september.

Samme måned tager MT Melsungen hul på klubbens første sæson i Champions League. Den tyske klub kvalificerede sig til turneringen ved at vinde European League og skal i gruppespillet møde HBC Nantes, Wisla Plock og Vardar Skopje.

Live – Mest læste Håndboldnyheder

Live – Mest læste FODBOLDnyheder