IK Sävehof har fået et alvorligt tilbageslag.
Magnus Persson har revet det forreste korsbånd i venstre knæ over og forventes dermed at misse hele sæsonen.
Skaden opstod i en træningskamp mod Porto, hvor den 35-årige kom ind fra bænken og skulle lave en finte.
“Benet bøjede bagud. Der var ingen kontakt eller noget,” fortæller Persson til Aftonbladet.
Undersøgelser viste efterfølgende, at korsbåndet var revet over. Til gengæld var der ikke yderligere skader i knæet.
Det er et markant tab for Sävehof.
Persson var en af holdets største profiler i sidste sæson og blev af Aftonbladet vurderet som den bedste spiller på sin position i den svenske liga.
Trods alderen har han samtidig følt sig fysisk stærk de seneste sæsoner.
Kontrakten med Sävehof udløber efter denne sæson, men Persson har ingen planer om at lade korsbåndsskaden sætte punktum for karrieren.
“Jeg føler mig ikke færdig med håndbold. Jeg har mere at give,” siger han.





























