Live – Mest læste Håndboldnyheder

Patrick Andersen

Michael Damgaard er en del af stor VM-plan i USA

Michael Damgaard scorede otte mål i finalen, da Los Angeles Handball Club vandt det nordamerikanske mesterskab. Nu drømmer klubben om at blive en fast del af klub-VM.

Michael Damgaard spillede en afgørende rolle, da Los Angeles Handball Club sikrede sig det nordamerikanske mesterskab og kvalificerede sig til klub-VM.

Den danske bagspiller blev topscorer med otte mål i finalesejren på 34-29 over New York Athletic Club og var dermed en central figur i den største triumf i klubbens historie.

Los Angeles vandt alle fire kampe i turneringen i Mexico og kunne for første gang kalde sig nordamerikansk mester. Undervejs var Damgaard også topscorer med seks mål i den tætte sejr på 29-28 over New York i den indledende fase.

Klubben trænes af Morten Olsen, mens den tidligere GOG-spiller Frederik Clausen også er en del af holdet.

For Los Angeles Handball Club er triumfen dog mere end blot en titel. Klubbens præsident, Lewis Howes, ser sejren som et afgørende gennembrud for hele projektet.

“At vinde det nordamerikanske mesterskab så kort tid efter klubbens etablering viser, at det, vi bygger, virker. Vi er ikke længere bare et eksperiment. Vi er ved at skabe en vinderkultur, og det styrker både vores rekruttering, finansiering og troværdighed,” siger Lewis Howes til IHF.

Med mesterskabet er Los Angeles nu klar til klub-VM, hvor modstanden bliver af en helt anden kaliber. Klubben går ind til turneringen som en klar outsider, men ambitionerne rækker længere end blot én enkelt deltagelse.

“Vi vil være en fast del af klub-VM og ikke bare et hold, der kvalificerer sig én gang. På længere sigt vil vi være med til at gøre håndbold større i USA frem mod OL i Los Angeles i 2028,” siger Howes.

Los Angeles bliver den fjerde amerikanske klub, der deltager ved klub-VM. Her skal Damgaard, Olsen og resten af holdet forsøge at udfordre nogle af verdens stærkeste klubber.

Live – Mest læste Håndboldnyheder

Live – Mest læste FODBOLDnyheder