Live – Mest læste Håndboldnyheder

Nikolaj Hennecke Jensen

Mikkel Hansen afviser: Han skal ikke bede om det

Man kan godt bruge en hel aften på håndbold uden at være håndboldspiller. Det levende bevis hedder Mikkel Hansen.

Den tidligere landsholdsstjerne havde nemlig haft en ganske begivenhedsrig håndboldaften, da HBOLD.dk mødte ham efter pokalkampen mellem HØJ og Aalborg i Farum.

Forinden havde han været i Helsingør for at se Nordsjælland Håndbold mod Skjern, inden turen gik videre til Farum og endnu en omgang håndbold.

Her var der heller ikke ligefrem mangel på velkendte ansigter. På banen befandt sig både tidligere holdkammerater og en stribe spillere, som Mikkel Hansen gennem årene har delt landshold, omklædningsrum og store håndboldøjeblikke med.

To håndboldkampe på én aften. Man kunne derfor godt få den tanke, at Mikkel Hansen stadig havde en smule håndbold i blodet.

Men den tanke skulle HBOLD.dk’s udsendte hurtigt få justeret. Kampen er slut i Farum, spillerne bevæger sig rundt efter slutfløjtet, og snakken går blandt de mange håndboldfolk i hallen. Midt i det hele står Mikkel Hansen.

HBOLD.dk’s udsendte spotter ham og går hen for at høre, om den tidligere verdensstjerne har tid til et par spørgsmål.

Mikkel Hansen ser hurtigt, hvad der er på vej. En journalist. En mikrofon. Og formentlig et spørgsmål om håndbold. Inden interviewet nærmest når at komme i gang, kommer meldingen.

– Jeg er ikke håndboldspiller, siger Mikkel Hansen til HBOLD.dk, imens han slår ud med armene og bryder ud i et stort grin.

HBOLD.dk forsøger alligevel at holde døren på klem. Men Mikkel Hansen sørger for, at der ikke er meget at misforstå.

– Jeg er ikke håndboldspiller, gentager han.

Det kan selvfølgelig være svært helt at købe præmissen, når manden, der siger det, er Mikkel Hansen – og når han samtidig lige har brugt aftenen på at se sin anden håndboldkamp. Så hvad må vi egentlig tale med ham om?

Her kommer svaret med det samme.

– Jeg spiller tennis. Kun tennis, hvis du vil snakke om det.

Og så var det interview sådan set servet af. Harpiksen er lagt på hylden. Ketsjeren er fundet frem. Og skulle HBOLD.dk forsøge igen en anden dag, må første spørgsmål måske være:

Hvordan sidder serven for tiden?

Live – Mest læste Håndboldnyheder

Live – Mest læste FODBOLDnyheder