Mikkel Hansen og Anja Andersen modtager fornem hæder
To af dansk håndbolds største profiler gennem tiderne hyldes af Det Europæiske Håndboldforbund med en plads i Hall of Fame.
Når Det Europæiske Håndboldforbund afholder deres årlige EHF Excellence Awards 2024 den 14. december, bliver Anja Andersen og Mikkel Hansen indlemmet i forbundets prestigefyldte Hall of Fame. Det har EHF netop offentliggjort.
EHF oprettede et Hall of Fame sidste år i forbindelse med deres 30-års jubilæum. I den forbindelse blev de første 60 spillere udpeget. To for hver sæson i forbundets historie. Nu udbygges Hall of Fame med yderligere 21 af historiens største stjerner.
Anja Andersen satte på mange måder helt nye standarder for kvindehåndbolden med tårnhøjt teknisk niveau, en legende stil og sin farverige karakter. Hun vandt både OL-guld i Atlanta i 1996, VM-guld i 1997 og EM-guld i 1994 og 1996. Efter sin aktive karriere havde Anja Andersen også en fornem trænerkarriere med blandt andet tre Champions League-triumfer i spidsen for Slagelse.
Mikkel Hansen har på samme måde været en definerende profil for dansk herrehåndbold gennem sine 14 år i rødt og hvidt og med pandebåndet på. Som den eneste spiller sammen med Nikola Karabatic, er Mikkel Hansen tre gange kåret som verdens bedste mandlige håndboldspiller. Også han har vundet guld ved alle de store internationale mesterskaber. EM i 2012, VM i både 19, 21 og 23 og OL i 2016 og igen i sommer i karrierens sidste kamp.
Anja Andersen og Mikkel Hansen slutter sig til de fem danskere, der i første omgang blev optaget i EHF’s Hall of Fame sidste år - Christina Roslyng, Camilla Andersen, Mette Vestergaard, Nikolaj Jacobsen og Lasse Svan.
EHF Excellence Awards 2024 finder sted i Wien i forbindelse finaleweekenden for kvindernes EM.
Pressemeddelelse fra Dansk Håndbold: