Live – Mest læste Håndboldnyheder

Patrick Andersen

Mikkel Hansen skal vidne i stor retssag

Mikkel Hansen og Mads Pedersen skal afgive forklaring i Sø- og Handelsretten, når retssagen mod HBO Max om uautoriseret brug af OL-billeder begynder. Det afslører retsdokumenter over for Se og Hør.

Både den tidligere håndboldstjerne Mikkel Hansen og cykelrytteren Mads Pedersen skal personligt i ilden og afgive partsforklaring, når det store erstatningssøgsmål mod streamingtjenesten HBO Max behandles i Sø- og Handelsretten.

Det afslører påstandsdokumentet fra sagsøgerne, som Se og Hør er kommet i besiddelse af.

Her fremgår det, at advokat Martin Dahl Pedersen, som repræsenterer Spillerforeningen Håndbold og atleterne i sagen, har indkaldt netop de to stjerner til at vidne i retssalen.

”Sagsøgerne påberåber sig de fremlagte bilag og ønsker at afgive partsforklaring ved Mikkel Hansen og Mads Pedersen,” lyder det direkte i retsdokumentet ifølge Se og Hør.

Sagen handler om påstået uretmæssig brug af atleternes billeder i kommercielt øjemed i forbindelse med OL 2024. Når sagen efter planen indledes i Sø- og Handelsretten den 26. oktober, bliver det derfor med direkte forklaringer fra Hansen og Pedersen, som hver især kræver henholdsvis 200.000 og 150.000 kroner i erstatning som led i det samlede krav.

Der er i skrivende stund afsat tre retsdage til opgøret mellem sportsstjernerne og streamingtjenesten.

Live – Mest læste Håndboldnyheder

Live – Mest læste FODBOLDnyheder