Mikkel Hansen mødte mandag op i Sø- og Handelsretten som led i et samlet søgsmål fra 12 danske sportsstjerner mod HBO Nordic, skriver Ekstra Bladet.
Atleterne kræver i alt omkring to millioner kroner af tv-selskabet for uberettiget brug af deres billeder og image i markedsføringen af abonnementer under OL i 2024. For Mikkel Hansens vedkommende lyder kravet på 200.000 kroner.
I vidneskranken lagde den tidligere håndboldstjerne vægt på, at hans navn og ansigt er blevet misbrugt kommercielt:
“Naturligvis ser jeg det som et problem. Problemet er, at jeg bliver brugt som reklamesøjle for et produkt, jeg ikke har givet tilladelse til at være en del af,” forklarede Mikkel Hansen ifølge Ekstra Bladet.
HBO Nordic afviser anklagerne og påstår frifindelse med henvisning til, at billederne blev brugt redaktionelt, samt at atleterne gav samtykke via de officielle OL-deltagervilkår – et dokument, Hansen i retten betegnede som en ren formalitet, man var tvunget til at underskrive for at kunne deltage ved legene.
Retssagen mod tv-giganten løber over tre dage i Sø- og Handelsretten.



























