Selvom svenske IFK Kristianstad måtte se sig slået med 32-37 på hjemmebane mod GOG i EHF Champions League, var der stor tilfredshed at spore hos den svenske cheftræner Björn Sätherström.
Værterne gav den fynske favorit hård modstand, og anført af en storspillende Einar Bragi Aðalsteinsson med ti scoringer bed svenskerne sig fast i opgøret langt hen ad vejen.
Cheftræner Björn Sätherström peger over for det europæiske håndboldforbund på de mange positive momenter i holdets præstation:
“Jeg er stolt af måden, vi kæmpede på i aften. Vi vidste, at GOG kom hertil i rigtig god form, men vi viste, at vi kunne matche dem i lange perioder og spille håndbold i et meget højt tempo. Vi var tæt på i store dele af kampen og gav os selv en reel chance mod et meget stærkt europæisk mandskab. Desværre kunne vi ikke helt holde det samme niveau i slutfasen, men der er mange positive ting, vi kan tage med fra denne præstation,” udtaler Björn Sätherström til eurohandball.com.




























