Den franske storklub Montpellier Handball måtte torsdag aften indkassere et overraskende og sviende nederlag på 32-36 til Skanderborg AGF i Champions League.
Franskmændene gik ellers ind til opgøret som klare favoritter efter et knebent nederlag til Barça i forrige runde. Gæsterne fik også skabt en tidlig føring, men uskarpe afslutninger – hele 17 misbrugte forsøg alene i første halvleg – og defensive problemer i tilbageløbet blev fatale over for de koldblodige danskere.
Montpelliers cheftræner Erick Mathé lagde ikke fingrene imellem i sin analyse af nederlaget:
“Jeg er utrolig skuffet, for vi havde kampen i vores hænder, men vi lod den glide os af hænde. Vi begik alt for mange fejl, og Skanderborg AGF udnyttede dem til fulde – især på deres kontraangreb. Vi havde store problemer med at komme tilbage i vores forsvarsorganisation, og det kostede os i sidste ende kampen,” siger Erick Mathé til eurohandball.com.





























