Endelig er ventetiden forbi. Onsdag aften tager Mors-Thy Håndbold hul på den nye sæson i Bambuni Herreligaen, når holdet gæster Ribe-Esbjerg HH i Blue Water Dokken.
For Mors-Thy bliver det første mulighed for at omsætte en god opstart til point, og cheftræner Toni Johansson er overordnet tilfreds med det, han har set indtil videre fortæller han til klubbens hjemmeside.
“Jeg synes, at vores preseason har været god. Vi har spillet mange gode kampe mod gode hold, og vi har fundet ud af, hvad vi skal blive bedre til.”
Forsvarsspillet har været en særlig prioritet for Mors-Thy, mens der fortsat arbejdes med at få angrebsspillet helt på plads.
“Vi mangler lidt timing i angrebet, men jeg synes, at det bliver bedre og bedre for hver træning. Med mange nye spillere og ny træner er der mange ting, der skal finde sin plads, men samlet set har det været en god opstart.”
Når blikket rettes mod ligapremieren, forventer Johansson en fysisk udfordring mod Ribe-Esbjerg.
Mors-Thy vil gerne have værterne bag sig i tabellen, og derfor ser træneren kampen som en vigtig start på sæsonen.
“Vi ved, at Ribe-Esbjerg HH vil spille fysisk, og vi vil gerne spille hurtigt, så det bliver en kamp, hvor det er fysik vs. tempo.”
Ifølge Johansson bliver det afgørende, hvilket hold der formår at få kampen over på sine egne præmisser.
“Det udslagsgivende bliver, hvilket af holdene, der kan spille den type af håndbold, som man vil.”
Der er kampstart klokken 19.00 i Esbjerg, hvor Mors-Thy altså skal forsøge at få en sejr med hjem i sæsonens første ligakamp.





























