Live – Mest læste Håndboldnyheder

Patrick Andersen

Mors-Thy måtte på trænerjagt: Assistent følte sig ikke klar

Mors-Thy måtte på trænerjagt, efter Henrik Tilsted ikke følte sig klar til at overtage efter Dennis Bo Jensen. Ifølge Sportbladet har klubben sikret sig svenske Toni Johansson.

Mors-Thy Håndbold ser ud til at have fundet sin nye cheftræner.

Efter at klubben gik med til at sælge Dennis Bo Jensen til Bjerringbro-Silkeborg, var Mors-Thy-direktør Ian Marko Fog ellers ikke i tvivl om den oplagte interne løsning.

Dennis Bo Jensens assistent, Henrik Tilsted, kunne ifølge direktøren sagtens tage over. Over for Nordjyske beskriver Ian Marko Fog ham som et af Danmarks største trænertalenter.

Men sådan endte det ikke.

Ifølge Nordjyske følte Henrik Tilsted sig ikke klar til at overtage cheftræneransvaret i Mors-Thy. Derfor måtte klubben ud på markedet for at finde en ny mand i spidsen for holdet, der sluttede som nummer fire i Herreligaen i den forgangne sæson.

Nu ser løsningen ud til at være fundet i Sverige.

Ifølge Sportbladet har Mors-Thy sikret sig Toni Johansson, der senest har stået i spidsen for OV Helsingborg. Den 36-årige svensker forlod klubben efter den seneste sæson efter seks år som cheftræner.

Dermed peger alt på, at Mors-Thy får en svensk cheftræner som afløser for Dennis Bo Jensen, selv om den første tanke internt var, at Henrik Tilsted kunne tage skridtet op.

Live – Mest læste Håndboldnyheder

Live – Mest læste FODBOLDnyheder