Live – Mest læste Håndboldnyheder

Magnus Nyby

Mors-Thy står foran historisk sæson: “Vi kan tilbyde internationale klassemodstandere”

Mors-Thy Håndbold går en historisk sæson i møde med europæisk gruppespil. Direktør Ian Marko Fog fremhæver især tålmodighed og fællesskab som nøgler til succes.

En ny sæson står for døren i Mors-Thy Håndbold, og søndag venter den første hjemmekamp, når KIF Kolding gæster Thyhallen.

Hos Mors-Thy glæder man sig til igen at komme i gang foran hjemmepublikummet, og sæsonen bliver samtidig historisk for klubben.

“Vi glæder os helt ufatteligt meget til at komme i gang på hjemmebane i Thyhallen mod KIF Kolding på søndag,” fortæller direktør Ian Marko Fog til Mors-Thy Håndbolds hjemmeside.

Mors-Thy har nemlig kvalificeret sig direkte til gruppespillet i European League, hvilket betyder, at klubben for første gang kan byde på internationale klassemodstandere på hjemmebane.

“Det bliver endnu en historisk sæson, da vi nu for første gang i klubbens historie også kan tilbyde en masse internationale klassemodstandere på hjemmebane.” siger han.

Sportsligt bliver tålmodighed og fællesskab ifølge direktøren afgørende. Klubben har fået nyt trænerteam og flere nye spillere, samtidig med at centrale profiler har forladt holdet.

“Sportsligt hedder nøglen tålmodighed og et unikt fællesskab, der endnu en gang skal stå sin prøve. Vi er en blå enhed i vores landsdel, vi løfter i flok, og det er nøglen til vores succes.”

Fog ser samtidig positivt på truppens muligheder efter den tætte sæsonpremiere mod Ribe-Esbjerg.

“Der er masser af kvalitet i vores trup. Det var små marginaler, der afgjorde, at vi ikke fik point på udebane.”

Live – Mest læste Håndboldnyheder

Live – Mest læste FODBOLDnyheder