I en udmelding på klubbens Facebook-side fra bestyrelsesmedlemmerne Andreas Mohr og Jesper Larsson lægger den tyske klub ikke skjul på sin skuffelse.
“… dette ønske om skifte har konsekvenser for vores langsigtede planlægning på alle områder. Vi er og var overraskede over denne udvikling og deler derfor skuffelsen hos sponsorer, fans og medarbejdere,” skriver klubben blandt andet.
Golla har kontrakt med Melsungen frem til 2031, men ønsker at vende tilbage til SG Flensburg-Handewitt. Søndag forklarede landsholdsanføreren, at han ikke ser det som muligt at opfylde kontrakten, og at hans mentale helbred er “alvorligt truet”.
Ifølge MT Melsungen skyldes ønsket dog familiære årsager,
“Som det allerede har fremgået, er årsagerne til Johannes Gollas ønske om at skifte tilbage til Flensborg udelukkende af familiær karakter, og årsagen til den mentale belastning, som han nævnte i sit opslag på de sociale medier, ligger derfor også kun i dette område. Over for os har han også gentagne gange og senest bekræftet, at MT intet har med denne situation at gøre”.
Klubben er fortsat åben for dialog, men understreger, at et klubskifte ikke kommer til at ske som en selvfølge.





























