Live – Mest læste Håndboldnyheder

Anders T. Willumsen

Mystik på sidelinjen: Træner mødte til kamp med bandager i ansigtet!

Florian Kehrmann vakte opsigt under Lemgos Bundesliga-åbner mod THW Kiel. Træneren havde flere plastre i ansigtet efter et uheld under en padelkamp.

Florian Kehrmann skilte sig ud på sidelinjen, da TBV Lemgo åbnede Bundesliga-sæsonen mod THW Kiel.

Ikke kun fordi Lemgo tabte 27-35, men også fordi cheftræneren havde ansigtet dækket af flere plastre. Sårmærkerne omkring og over det højre øje var stadig tydelige.

Det fik også Stefan Kretzschmar til at reagere under transmissionen.

“Hvad er det?” lød det undrende fra den tidligere tyske stjerne, da han fik øje på Kehrmann.

Forklaringen var dog hverken håndboldrelateret eller dramatisk fra kampens opvarmning.

Ifølge handball-world.news skulle Kehrmann være kommet galt afsted under en padelkamp, hvor han ramte hovedet mod et hegn og pådrog sig en skade i ansigtet.

Kretzschmar fulgte op med en joke om, hvornår der var kommet hegn i padel, men forklaringen holder faktisk. Banerne har både glasvægge og mindre områder med stålgitter.

Dermed blev Kehrmanns plastrede ansigt en af de mere opsigtsvækkende detaljer i en ellers svær Lemgo-aften.

På banen havde hans hold nemlig ikke meget at stille op mod THW Kiel, der vandt sæsonåbneren klart.

Live – Mest læste Håndboldnyheder

Live – Mest læste FODBOLDnyheder