Nykøbing Falster Håndboldklub spillede 30-30 mod Blomberg-Lippe i European League, og efter kampen var der både irritation og realisme at spore hos cheftræner Niels Agesen. For selv om det lignede en kamp, der kunne – og måske burde – være vundet, valgte han at se resultatet i et større perspektiv.
“Jeg tror, vi skal sige, at vi vandt et point, fordi nu skal vi en tur til Ungarn, og så har vi Chambray hjemme. Og uanset udfaldet i Ungarn, så kan en sejr hjemme mod Chambray være nok. Det ville det ikke have været, hvis vi ikke havde fået det ene point,” siger Agesen til NFH Supporters.
NFH var flere gange foran med fire-fem mål undervejs, men formåede ikke at lukke opgøret. Det er netop de situationer, der fylder mest hos træneren.
“Skal vi så på den baggrund være skuffet over, at vi ikke vinder? Ja. Det er faktisk de situationer, der lige nu irriterer mig mest. Første og anden gang, vi er foran med fire, er det vores forceringer, der gør, at vi stresser det. Der er ingen grund til at begynde at opfinde noget, som ikke er en del af spillet. Det koster i dag, og det er jeg rigtig ærgerlig over.”
Samtidig peger Agesen på præstationen set i forhold til de ressourcer, holdet stillede med.
“Jeg kan også sagtens finde nogle ting, som jeg synes er imponerende, når ressourcerne er, som de er. At vi kan lave 30 mål uden at lave forfærdelig mange konstmål, det er jeg egentlig tilfreds med.”
Især spillerne i bagkæden får ros.
“Fremragende. Jeg har ikke noget at sætte på den del.”
Frem mod de næste kampe er fokus klart.
“Noget læring om at være kyniske, når man har mulighederne. At man ikke behøver at opfinde noget og lægge oven i det, der virker i forvejen. Når vi er plus tre eller fire, skal vi blive bedre til at lukke kampene.”
Stillingen betyder, at NFH fortsat har det i egne hænder, men opgaven er ikke uden usikkerhed.
“Vi skal have en tur til Ungarn. Og hvis Jambre får lov at spille så fysisk, som det har været tilfældet i de europæiske kampe indtil nu, så er jeg bekymret. Jeg synes ikke, det har noget med håndbold at gøre. Men det må vi jo se.”
