Niclas Kirkeløkke: Vi er alle ivrige efter at gøre det igen
Om Rhein-Neckar Löwens sæson udtaler Kirkeløkke til EHF:
“Vores præstationer i European League var helt klart meget bedre end i Bundesligaen. Jeg ved virkelig ikke hvorfor, men måske startede vi godt på den internationale scene og fik dette momentum og den selvtillid, som vi ikke havde i ligaen. Vi tog begge turneringer seriøst og lagde den samme indsats i dem”.
Den danske højreback har været en vigtig brik for Rhein-Neckar Löwen i både European League og Bundesligaen. I begge turneringer er han klubbens topscorer. I Bundesligaen har han scoret 148 mål, mens han i European League har nettet 85 gange.
Kirkeløkke er igang med sin sidste sæson i Rhein-Neckar Löwen, idet han efter sommerferien skifter til SG Flensburg Handewitt. At præstere godt i European League Final 4 ville være den perfekte afslutning for Kirkeløkke i klubben, han har spillet i siden 2019.
“Især efter en sæson som denne ville det være prikken over i'et at komme på podiet i Hamborg. Det vil betyde så meget for os, at vi alle er ivrige efter at gøre det igen. At afslutte mine fem år i Löwen med endnu et trofæ ville være et perfekt farvel,” udtaler den 30-årige dansker.
Final 4 spilles i Hamborg d. 25.-26. maj. Kirkeløkke og co. møder de forsvarende mestre fra Füchse Berlin i semifinalen, mens Dinamo Bucuresti og SG Flensburg Handewitt tørner sammen i den anden.