Nikolaj Jacobsen hylder Mikkel Hansen: Naturligt han får den hæder
I denne uge blev sløret løftet for, at både Mikkel Hansen og Anja Andersen senere i denne måned bliver indlemmet i EHF's Hall of Fame.
Det er lidt overraskende, at Anja Andersen ikke er blevet indlemmet før, men bedre sent end aldrig, for der er ingen tvivl om, at hun fortjener at være med.
Mikkel Hansen stoppede karrieren for tre måneders tid siden, men han får allerede en plads blandt de store legender nu her.
Det er dog slet ikke for tidligt, at Mikkel Hansen kommer med i Hall of Fame, hvis man spørger den danske landstræner Nikolaj Jacobsen. Han mener, det er helt naturligt, at den nu pensionerede dansker hædres.
- Mikkel var i næsten 20 år én af verdens bedste håndboldspillere, så det er meget naturligt, at han får den hæder. Han har ydet en fantastisk præstation som spiller, og så har han været et forbillede for så mange unge mennesker i alle de lande, hvor håndbolden spiller en rolle, siger landstræneren til BT.