Hjemmeholdet gik ind til opgøret med stor energi. Første halvleg udviklede sig til en tæt affære, hvor holdene fulgtes ad. For Nordsjælland var det Martin Lindell og August Olsen Storbugt, der voldede GOG’erne problemer, mens GOG’s Hjalte Lykke endnu engang viste hvor god han er.
De to hold gik helt lige til pause og i anden halvleg fortsatte Hjalte Lykke sit storspil, men den venstrehåndede landsholdsspiller kunne ikke drive holdet til sejr. For med indskiftningen af Jimmi Andersen i Nordsjælland-målet, steg redningsprocenten og Nordsjælland fik langsomt overtaget på opgøret.
Med bredt bidrag fra hele holdet trak hjemmeholdet fra, og publikum i Royal Stage kunne for alvor begynde at ane sejren, da August Olsen Storbugt scorede til 28-24 fra egen banehalvdel. Den føring lykkedes det aldrig GOG at hente, og Nordsjælland kunne dermed fejre sin anden sejr i træk.
Nordsjælland Håndbold skriver på klubbens hjemmeside, at sejren giver holdet et vigtigt løft inden sæsonens sidste spillerunde og styrker troen på at undgå de nederste placeringer i ligaen.




























