Live – Mest læste Håndboldnyheder

Patrick Andersen

Nordsjælland-spiller drager til udlandet

Andrew Wisman stopper i Nordsjælland Håndbold og skifter permanent til islandske HK Handbolti, hvor den 22-årige venstre back bliver genforenet med Halldór Sigfússon.

Andrew Wisman stopper i Nordsjælland Håndbold og fortsætter karrieren i islandske HK Handbolti.

Det oplyser klubben i en pressemeddelelse, hvor det fremgår, at den 22-årige venstre back får ophævet sin kontrakt og skifter på en permanent aftale efter flere lejeophold i løbet af sæsonen.

Dermed tager Wisman næste skridt i karrieren efter ophold i både TIK og Ystad, hvor han har hentet erfaring og vist glimt af det potentiale, Nordsjælland Håndbold længe har set i ham.

Cheftræner Laurids Søgaard sender ham videre med en klar tro på, at timingen er rigtig.

“Andrew har i sin tid i Nordsjælland Håndbold vist hvilket potentiale, han besidder. Det er nu tid til at folde det helt ud, og det har vi allerede set glimt af i denne sæson under sine ophold i både TIK og Ystad. Nu venter et nyt og mere permanent ophold i en liga som den islandske, der er i en flot udvikling, men stadig på et niveau, hvor han har gode muligheder for at blive en markant profil. Vi ser frem til at følge Andrew og hans udvikling – ligesom med mange af de spillere fra NH-Talent, der har taget skridtet ud og står på egne ben,” siger Laurids Søgaard i pressemeddelelsen.

For Andrew Wisman selv bliver skiftet også et gensyn med en træner, han allerede kender. I HK Handbolti bliver han nemlig genforenet med Halldór Sigfússon, som tidligere var cheftræner i Nordsjælland Håndbold. Dengang var Wisman ungdomsspiller, men han var ofte en del af ligatræningen, og nu fortsætter relationen i nye omgivelser.

“Det bliver spændende at arbejde sammen med Halldór igen, og jeg ser det som en fordel, at han kender mig som spiller og har set mig før. Jeg er sikker på, at han kan lære mig en masse, og det gør det også nemmere at falde til, at han kan tale dansk. Derudover bliver det spændende at komme til en ny liga og en kultur, der er anderledes end både Danmark og Sverige. Jeg er overbevist om, at det vil udvikle mig både som spiller og menneske,” siger Andrew Wisman.

Dermed slutter hans tid i Nordsjælland Håndbold for nu. Og selv om skiftet rummer nye muligheder, lægger han ikke skjul på, at afskeden også kommer til at kunne mærkes.

“Jeg kommer helt sikkert til at savne klubben rigtig meget. Det er her, det hele startede for mig, og Nordsjælland Håndbold vil altid have stor betydning. Der er så mange gode mennesker i og omkring klubben, og det føles som en stor familie,” siger han.

Live – Mest læste Håndboldnyheder

Live – Mest læste FODBOLDnyheder