Fredericia Håndboldklub har indledt forberedelserne til den nye sæson med en sejr på 41-31 over Skive fH i Middelfart Sparekasse Arena.
700 tilskuere overværede Mathias Madsens første kamp i spidsen for FHK, og efter en vanskelig begyndelse udviklede opgøret sig i perioder til en opvisning fra hjemmeholdet.
Oprykkerne fra Skive kom bedst fra start og førte undervejs med både tre og fire mål. Gæsterne scorede 12 gange i kampens første kvarter, inden FHK fik bedre fat defensivt.
Sander Heieren afløste Torbjørn Bergerud i målet og bidrog med redninger, mens hjemmeholdet arbejdede sig tilbage i kampen. Ved pausen var stillingen 17-17.
Efter pausen prøvede Mathias Madsen hele truppen af, og alle tre målmænd kom i aktion. Magnus Siim Pedersen leverede flere gode redninger, mens angrebsspillet blev stadig bedre.
Malthe Hejsel blev kampens topscorer med syv mål. Backen er tilbage i fuld vigør efter at have været ramt af hjertesygdom og leverede også en stærk indsats defensivt.
Adam Ljungquist fulgte efter med fem mål, mens Mads Kjeldgaard Andersen også bidrog med flere gode aktioner.
Kampens negative hændelse var en skade til Skives Nikolaj Haagen Pytlick, der måtte hjælpes fra banen.
FHK spiller sin næste træningskamp torsdag den 6. august klokken 16.00 mod Sønderjyske Herrehåndbold i Skærbæk Fritidscenter.




























