Live – Mest læste Håndboldnyheder

Patrick Andersen

Ny Flensburg-profil forsøgte sig på tysk – men måtte hurtigt skifte sprog

Aymeric Minne har gennemført sin første dag i SG Flensburg-Handewitt. Den franske playmaker fortæller, at han var nervøs inden opstarten, men lover at give 100 procent for sin nye klub.

Aymeric Minne har taget hul på tilværelsen som spiller i SG Flensburg-Handewitt.

I forbindelse med opstarten blev den franske playmaker af SHZ spurgt, om han kunne sige lidt på tysk. Minne nåede den klassiske præsentation med “Ich heiße…”, inden han med et smil slog over i engelsk.

I et interview, der er delt på Studio Hölle Nords Facebook-side, fortæller Minne, at der både var spænding og en smule nervøsitet inden den første dag i den nye klub.

“Indtil videre er det vist det. Det føles rigtig godt at være her. Jeg var meget spændt og en smule nervøs inden dagen, da vi sad ved morgenmaden, men nu er det helt fint. Holdkammeraterne har taget rigtig godt imod mig. Vi har løbet lidt og svedt lidt, og jeg glæder mig meget til at fortsætte,” siger han.

Minne er skiftet til Flensburg efter en årrække i franske Nantes, og den kommende sæson byder på en række nye oplevelser for den franske landsholdsspiller.

“Jeg har mange ting, jeg skal opdage i år. Det gælder især Bundesligaen, holdene, fansene og de nye haller. Jeg er meget glad for at skulle opleve noget nyt,” siger han.

Samtidig understreger Minne, at ambitionerne er høje i den nye klub.

“Min forventning er, at vi får den bedst mulige sæson. Jeg vil forsøge at være den samme spiller, som jeg var i Nantes, og jeg kan love, at jeg vil give alt for klubben. Jeg giver 100 procent hver dag og arbejder hårdt for at blive den bedst mulige spiller. Jeg håber, at jeg får en rigtig god sæson,” siger Aymeric Minne.

Live – Mest læste Håndboldnyheder

Live – Mest læste FODBOLDnyheder