EHF Marketing, det europæiske håndboldforbunds marketingselskab, har indgået en flerårig licensaftale med den tyske streaming- og medieplatform Dyn Media. Aftalen gør platformen Dyn Media Content Desk til den centrale distributionsinfrastruktur for samtlige europæiske klubturneringer på tværs af mere end 30 broadcast-markeder.
Fra sæsonen 2026/27 overtager EHF Marketing det direkte ansvar for den internationale mediedistribution. Det nye cloud-baserede setup omfatter både mændenes og kvindernes turneringer i EHF Champions League, EHF European League og EHF European Cup.
Gennem platformen får internationale rettighedshavere, tv-stationer og mediepartnere direkte adgang til færdigproducerede højdepunkter, videoer, redaktionelt materiale og behind-the-scenes-indhold fra klubberne.
“At tage det direkte ansvar for den internationale mediedistribution betyder også, at vi må gentænke den måde, vi servicerer vores partnere, klubber og spillere på. Dyn Media Content Desk giver os infrastrukturen til at gøre indhold tilgængeligt hurtigere, mere centralt og mere fleksibelt på tværs af markeder og platforme,” udtaler David Szlezak, direktør for EHF Marketing.
Hos Dyn Media ser CEO Andreas Heyden aftalen som et markant gennembrud for håndboldens synlighed i Europa:
“International synlighed i håndbold handler ikke længere kun om rettigheder, men om infrastruktur. At gøre indhold fra alle EHF-klubturneringer tilgængeligt for mediepartnere i over 30 lande via én samlet platform forvandler rækkevidde til reel redaktionel tilstedeværelse. Denne aftale er en milepæl,” slår Andreas Heyden fast.
Aftalen træder i kraft øjeblikkeligt og sikrer akkrediterede medier hurtigere arbejdsgange og direkte adgang til videoklip og kampsekvenser.




























