Jan Skjødt Østergaard Pedersen

Odense Håndbold har styr på venstre fløjen til de kommende sæsoner

Odense Håndbold har skrevet kontrakt med venstrefløjen Anna Grundtvig, samtidigt har vi forlænget aftalen med Elma Halilcevic, så den løber til 2027.

Anna Grundtvig skifter til Odense Håndbold på en toårig aftale, hvor hun kommer til efter seks sæsoner i Ajax København. I samme moment forlænger vi aftalen med vores nuværende venstre fløj, Elma Halilcevic, så aftalen løber til 2027.

Sportsdirektør, i Odense Håndbold, Trine Nielsen udtaler:

“En duo bestående af Anna og Elma er lidt en drøm for mig. I Elma har vi et af de allerstørste talenter på den internationale scene og i Anna får vi en spiller med enormt høj kvalitet, der ikke har taget den traditionelle vej til toppen – men til gengæld kommer med en helt anden indgang til tingene end den vi normalt ser i dansk tophåndbold. Jeg tror de to spillere vil få rigtig meget glæde af hinanden og være med til at udvikle et stærkt makkerpar. Jeg er helt sikker på at vores venstre fløj er i rigtig gode hænder de kommende år.

Valget af Anna, som en del af makkerparret på venstre fløj, var på ingen måde svært. Jeg har holdt øje med Anna gennem en del sæsoner nu og har længe været meget imponeret over hendes høje niveau og træfsikkerhed. Hun har flere gange blandet sig med de mest scorende i ligaen, både i enkelte kampe og den samlede topscoreliste, så det er endnu en venstre fløj, med målnæse vi får til klubben. Derudover kommer Anna også med en anden form for erfaring og baggrund end det meste af truppen og det tror jeg er rigtig sundt for helheden og kulturen på holdet. Jeg glæder mig meget til at se Anna folde sig ud på højeste niveau.”

Anna Grundtvig er 28 år, og har i sine seks sæsoner bidraget med +500 mål i kvindeligaen. Hun har været ligatopscorer for Ajax København i en række sæsoner bla. sidste sæson, og ligger på nuværende tidspunkt nr.12 på topscorerlisten.

Om skiftet til Odense Håndbold fortæller Anna Grundtvig:

“Jeg er utrolig stolt og glad over mit skifte til Odense håndbold. Det er ikke nogen hemmelighed, at der har skulle meget til at få mig væk fra mine trygge rammer i Ajax, men efter en god snak med Trine og Ole, var jeg ikke i tvivl om, at det her var det helt rigtige for mig. Jeg har utrolig mange ambitioner på banen, og vil gerne blive ved med at udvikle mig, og det jeg er ikke i tvivl om, at jeg kan i Odense.”

Elma Halilcevic kom op til denne sæson til Odense Håndbold fra Nykøbing/Falster Håndbold, og hun glæder sig over forlængelsen:

“Jeg forlænger min kontrakt, fordi jeg er landet et super godt sted. Jeg trives godt i klubben, byen og ikke mindst på banen, så det var oplagt for mig. Jeg tror og håber på, at vi sammen kan opnå noget stort i min tid i Odense Håndbold.”

Sportsdirektør, Trine Nielsen uddyber:

“Jeg er meget glad for at vi har forlænget aftalen med Elma, så den nu løber frem til 2027. Elma har jo skudt sin tid her i Odense af med et forrygende efterår, hvor hun nærmest løb fra alt og alle. Hun har i den grad bevist at hun har niveauet til at være med på allerøverste hylde, og det kan vi nu få glæde af i Odense i flere sæsoner.”