KIF Kolding har ikke bare domineret på banen i denne sæson – klubben har også vundet kampen på tribunerne.
Tallene fra KIF Koldings egen hjemmeside viser nemlig, at klubben har haft den klart største tilskueropbakning i hele 1. division med imponerende 29.296 tilskuere til 16 hjemmekampe.
Det giver et gennemsnit på hele 1831 tilskuere pr. kamp – og det er ikke bare højt for 1. division. Faktisk overgår KIF flere klubber fra Herreligaen.
Kun Team Sydhavsøerne kom nogenlunde tæt på blandt 1. divisionsklubberne med et gennemsnit på 980 tilskuere, mens ligaoprykkeren Skive fH havde 880 tilskuere i snit.
KIFs tilskuertal har samtidig været højere end hos hele otte ligaklubber i denne sæson. Blandt klubberne, som er blevet overgået af Kolding-klubben, finder man blandt andre Fredericia HK, Sønderjyske Håndbold, Mors-Thy Håndbold og Ribe-Esbjerg HH.
Derudover har også HØJ Elite, Nordsjælland Håndbold, TMS Ringsted og Grindsted GIF Håndbold haft færre tilskuere til deres hjemmekampe.
KIF har dermed sendt et ret tydeligt signal om, at klubben fortsat hører til blandt de største håndboldnavne i Danmark – også selvom adressen i denne sæson har heddet 1. division.
Opbakningen i Sydbank Arena har været massiv gennem hele sæsonen, og især slutspillet samt kampene mod Aarhus og HØJ Elite har understreget, hvor stor interessen fortsat er omkring klubben.





























