Live – Mest læste Håndboldnyheder

Patrick Andersen

Overrasket Pytlick: Faldne giganter kunne have vundet EM

Simon Pytlick kalder det overraskende, at Sverige og Frankrig ikke nåede EM-semifinalerne, og advarer før Island-opgøret mod et krigerisk islandsk hold, der kommer med fuld energi fra start.

At hverken Sverige eller Frankrig er blandt de sidste fire ved EM, har vakt opsigt. Også hos Simon Pytlick, der forud for semifinalen mod Island sætter ord på et slutspil, der har taget nogle uventede drejninger.

”At det ikke blev Sverige, er selvfølgelig lidt overraskende. Jeg synes, både Frankrig og Sverige er hold, der på dagen kan vinde hele turneringen,” siger Pytlick.

Samtidig peger han på, at der også skal gives kredit til dem, der har spillet sig videre.

”Samtidig synes jeg også, at Tyskland har gjort det fortjent og vundet de kampe, de skulle. Jeg blev overrasket, men det er også sådan, slutrunder kan være,” siger han.

Fredag aften venter Island i EM-semifinalen, og her er respekten for modstanderen tydelig. Ifølge Pytlick er der tale om et hold, der kommer med både kvalitet og vilje.

”Island er et utroligt godt hold. De har mange spændende spillere, som vi kender rigtig godt, og så er det et meget krigerisk mandskab,” siger han.

Han forventer et islandsk hold, der vil gå helhjertet efter overraskelsen i Herning.

”De kommer 100 procent for at se, om de kan slå os på hjemmebane, og det er en energi, vi skal være klar til at møde fra start. Ellers kan de sætte os under et hårdt pres,” siger Pytlick.

Live – Mest læste Håndboldnyheder

Live – Mest læste FODBOLDnyheder