Skanderborg AGF må vinke farvel til det videre europæiske eventyr i EHF Champions League. Østjyderne stod foran en bjergtinde i sidste runde, hvor videre avancement krævede enten point mod mægtige FC Barcelona eller pointtab til Dinamo Bucuresti mod Montpellier.
Ingen af scenarierne gik SAH’s vej, og med et 27-30-nederlag til den spanske storklub må danskerne forlade turneringen.
Trods nederlaget leverede det østjyske mandskab en heroisk præstation, hvor de længe pressede verdensstjernerne til det yderste. Den taktiske og defensive indsats vakte da også stor respekt hos håndboldekspert Bent Nyegaard. Han siger til TV 2 SPORT:
“Jeg er dybt imponeret af det her SAH-mandskab, det må jeg sige. Jeg er imponeret af Nick Rasmussen og hans evne til at være så dynamisk i særligt forsvaret – de udfordrede virkelig Barca-mandskabet.”





























