Live – Mest læste Håndboldnyheder

Patrick Andersen

Profil tilbage efter 100 dage: Afslører Gidsels kække smuthuller

Füchse Berlins Nils Lichtlein taler efter sit comeback ud om formjagten frem mod VM og afslører med et smil, at Mathias Gidsel ofte leder efter smuthuller i truppens interne pligter.

Efter 100 dages fravær og en operation i foden fejrede den tyske landsholdsspiller Nils Lichtlein i weekenden sit comeback for Füchse Berlin.

Den 24-årige bagspiller kigger nu frem mod en intens periode, hvor han både skal genfinde topformen og overbevise landstræneren forud for den forestående VM-slutrunde på hjemmebane. Adspurgt om der er præstationsangst eller glæde forbundet med den korte tid frem mod slutrunden, er meldingen klar:

“Begge dele. At spille et VM foran sit hjemmepublikum er noget af det største for en sportsudøver. Men jeg er nødt til at komme hurtigt i form, så jeg kan vise mig frem,” fortæller Nils Lichtlein til OVB Heimazeitungen.

Ud over genoptræningen og den sportslige jagt på halgulvet byder hverdagen i Füchse Berlin også på interne pligter for de unge spillere. Mens Lichtlein selv vasker og holder styr på overtrækstrøjerne, løfter han med et smil sløret for, hvem i truppen der har det lidt sværere med sine faste ansvarsområder:

“Ud fra hvad jeg hører, er alle – pænt sagt – ikke altid fuldt ud tilfredse med vores tøjansvarlige. Det er en vis Mathias Gidsel. Egentlig findes der et bødekatalog til den slags, som kassereren skal håndhæve. Men det er nogle gange et fortolkningsspørgsmål, og Mathias søger og finder ofte et smuthul,” lyder det med et glimt i øjet fra Lichtlein.

Live – Mest læste Håndboldnyheder

Live – Mest læste FODBOLDnyheder