Paris Saint-Germain Handball har allerede sat navn på klubbens cheftræner fra sæsonen 2027/28.
Den franske storklub oplyser, at Roberto Garcia Parrondo overtager cheftrænerposten fra den sæson. Dermed ligger det også fast, at Stefan Madsen ikke fortsætter i rollen efter den kommende sæson, selv om danskeren ikke nævnes i PSG’s udmelding.
Det skriver PSG på klubbens hjemmeside.
Roberto Garcia Parrondo kommer til Paris med et stærkt internationalt CV. Han førte RK Vardar til Champions League-titlen i 2019 og har siden stået i spidsen for Egyptens landshold, som han vandt de afrikanske mesterskaber med i både 2020 og 2022.
Siden 2021 har spanieren været cheftræner i MT Melsungen, hvor han har været med til at løfte klubben frem som et af de stærke hold i Bundesligaen. I 2026 kulminerede arbejdet med triumfen i EHF European League.
“Vi er glade for at byde Roberto Garcia Parrondo velkommen til Paris Saint-Germain Handball. Hans erfaring, høje standarder og kendskab til håndbold på topniveau bliver store aktiver, når vi går ind i dette nye kapitel,” siger PSG’s general manager Thierry Omeyer.
Han peger på, at Parrondo gennem sin karriere har vist evnen til at udvikle hold og føre dem mod store mål.
“Vi er sikre på, at hans ankomst vil gøre det muligt for klubben at fortsætte sin udvikling og jagten på titler,” siger Thierry Omeyer.
Roberto Garcia Parrondo ser også frem til opgaven i Paris.
“Jeg er ekstremt beæret over at skulle til Paris Saint-Germain Handball. Det er en førende klub i europæisk håndbold, kendt for sine ambitioner, høje standarder og stærke identitet,” siger Roberto Garcia Parrondo.
Han kalder jobbet et stort ansvar og en udfordring, han tager imod med entusiasme.
“Jeg ser frem til at arbejde med spillerne, trænerstaben og hele klubben for at fortsætte med at skrive Paris Saint-Germains historie,” siger Roberto Garcia Parrondo.





























