Paris Saint-Germain Handball står foran markante ændringer i sommeren 2027.
Den franske storklub har allerede præsenteret Roberto Garcia Parrondo som ny cheftræner fra sæsonen 2027/28, hvor han afløser Stefan Madsen. Samme dag blev også tyske Renars Uscins offentliggjort som ny spiller.
Dermed begynder konturerne af PSG’s kommende hold at tage form, men der er stadig mange ubesvarede spørgsmål i truppen.
Renars Uscins kommer til klubben fra TSV Hannover-Burgdorf og skal dele højrebackpositionen med Yahia Omar, der har kontrakt med PSG frem til 2030. Den tyske landsholdsspiller fik sit store internationale gennembrud ved OL i Paris i 2024, hvor han blandt andet afgjorde kvartfinalen mod Frankrig med et sent mål.
På trænerposten bliver skiftet også markant. Roberto Garcia Parrondo kommer fra MT Melsungen, hvor han har vundet EHF European League, og han har tidligere ført Vardar Skopje til Champions League-titlen.
Til gengæld er der fortsat usikkerhed på især fløjene og stregen. Ifølge Handball-World er Frederik Ladefoged den eneste spiller på de positioner, der på nuværende tidspunkt har kontrakt med PSG i sæsonen 2027/28.
Flere store navne har udløb i sommeren 2027. Det gælder blandt andre Luka Karabatic, Kamil Syprzak og Ferran Sole.
PSG’s trup for 2027/28 ifølge Handball-World:
| Spiller | Position | Kontrakt |
|---|---|---|
| Mikkel Løvkvist | Keeper | 2029 |
| Rodrigo Corrales | Keeper | 2028 |
| Karl Konan | Venstre back | 2028 |
| Simen Lyse | Venstre back | 2029 |
| Elohim Prandi | Venstre back | 2028 |
| Luc Steins | Playmaker | 2029 |
| Noah Gaudin | Playmaker | 2028 |
| Yahia Omar | Højre back | 2030 |
| Renars Uscins | Højre back | 2029 |
| Frederik Ladefoged | Stregspiller | 2028 |
| Roberto Garcia Parrondo | Cheftræner | Fra 2027 |
Udløb i sommeren 2027:
| Spiller | Position |
|---|---|
| Emil Mellegård | Venstre fløj |
| Mathieu Grebille | Venstre fløj |
| Wallem-Konrad Peleka | Venstre back |
| Mateo Maras | Højre back |
| Sebastian Karlsson | Højre fløj |
| Ferran Sole | Højre fløj |
| Kamil Syprzak | Stregspiller |
| Luka Karabatic | Stregspiller |





























