Han var ikke på banen. Men han var der alligevel.
Simon Pytlick var med omkring det danske landshold i Royal Arena, da Danmark torsdag slog Norge 39-30. Ikke som spiller, men som en del af det miljø, han stadig søger tilbage til – også når kroppen siger fra.
For udefra kan det virke paradoksalt. Spillerne taler om et presset kampprogram, men møder alligevel op, selv når de er skadet.
Pytlick forstår godt undren.
Men for ham er forklaringen enkel.
“Det kan godt være, at det er klubberne, der betaler vores løn, men vi er ude for at repræsentere vores fædreland, og det betyder utroligt meget for os som håndboldspillere,” siger han til TV 2 Sport.
Der ligger noget større bag samlingerne. Noget, der ikke kan måles i minutter eller belastning.
Landsholdet er ikke bare endnu en opgave. Det er et sted, man vender tilbage til. Et fællesskab, der trækker – også når kroppen har brug for pause.
Pytlick er selv rejst hjem til Danmark for at få behandling og være tæt på holdet, selv om han ikke spiller kampene i Golden League. Det er et valg, der handler om mere end håndbold.
Om tilhørsforhold.
Samtidig ændrer det ikke på kritikken af det tætte program. Spillernes bekymring handler ikke om landsholdet, men om de ekstra lag, der lægges ovenpå.
Turneringer, der ikke nødvendigvis føles nødvendige.
Men når Danmark spiller, er prioriteringen en anden.
Så møder de op.
